Dræbersvaner drukner hunde

To hunde druknet af aggressive svaner

Hundejere i byen Mansfield i England bliver nu advaret mod stærkt aggressive svaner, efter at to hunde er blevet druknet af de ellers så smukke fugle.

En hund, som tog sig en dukkert i en dam i den lokale park, blev angrebet af en hansvane, hvilket førte til at hunden led druknedøden, oplyser de lokale myndigheder.

Svaner er meget målbevidste, når det drejer sig om at forsvare deres territorium, og myndighederne formoder, at 'gernings-svanen' beskyttede sit afkom.

Det var imidlertid anden gang på blot to uger, at en hund måtte bøde med livet efter et ublidt møde med en svane. Tidligere i denne uge slap en tredje hund med mindre skader efter et sammenstød med en svane i en anden park i Mansfield.

- Dette er ganske skræmmende oplevelser, og vi vil gerne advare hundeejere om, at det er vigtigt, at de har kontrol over hunden på offentlige steder, siger en talsmand for myndighederne i Mansfield.

- Vi har sympati for hundejerne, men vi må også værne om dyrelivet i parkerne, tilføjede talsmanden.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere