Eftersøgt forbryder afslørede sig selv på Facebook

En mand fra den amerikanske delstat Ohio gjorde politiets arbejde en anelse lettere

Andrew Marcum har god grund til at ærgre sig, efter at han fik skabt stor opmærksomhed omkring sig selv. (Foto: Butler County Sheriff's Office)
Andrew Marcum har god grund til at ærgre sig, efter at han fik skabt stor opmærksomhed omkring sig selv. (Foto: Butler County Sheriff's Office)

Når det kommer til at levere forbrydere, der absolut ikke hører til de skarpeste knive i skuffen, har USA igennem lang tid været yderst leveringsdygtige.

Og heller ikke i denne uge er Guds eget land gået fri fra at lægge land til en forbryders knap så gennemtænkte udfoldelser.

Mandag eftermiddag efterlyste politiet i Butler County nemlig den 21-årige Andrew Dale Marcum via Facebook i håbet om, at der var nogle følgere, der kunne give information om, hvor den eftersøgte forbryder befandt sig.

Efterlysningen blev delt i vanlig behersket stil, men omkring fire timer efter efterlysningen var blevet lagt ud, valgte en vis Andrew Marcum at kommentere på efterlysningen.

- Jeg er ikke nervøs, halvdelen af dem kender mig ikke engang, skrev den eftersøgte forbryder som kommentar til efterlysningen.

Herefter svarede politiet kækt tilbage:

- Andrew Marcum - hvis du kunne komme ned forbi politistationen ville det være herligt.

Fulgte opfordring
Efter den noget opsigtsvækkende 'samtale' tog delingen af opslaget for alvor fart, og dagen efter var Marcum i politiets varetægt, efter at han havde fulgt politiets opfordring og meldt sig selv - til stor glæde for de mange Facebook-brugere, der havde fulgt politiets oprindelige efterlysning.

Marcum var blandt andet eftersøgt for flere tilfælde af indbrud, overfald, vold i hjemmet. Heldigvis for ham kan han ikke blive sigtet for at være dummere end politiet tillader.

Til gengæld har han fået sig en mindre pause fra Facebook, som politiet skriver:

- Andrew Dale Marcum vil være væk fra Facebook midlertidigt, for der er ikke adgang til sociale medier fra Butler Countys fængsel. Han har meldt sig selv. Tak til vores Facebook- og Twitter-venner for at hjælpe med at skrue op for varmen (øge presset på på Marcum, red.).

Det er i øvrigt ikke første gang, at en amerikansk forbryder har afsløret sig selv via Facebook. Sidste måned blev en eftersøgt voldsmand anholdt, efter at have taget en selfie af sig selv med oplysning om, hvor han var på vej hen.

Se også: Eftersøgt af politiet: Så tog han en selfie...

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere