Eksperter: Denne hval er russisk spion

Norske fiskere har fundet en hvidhval med russisk seletøj på. Ifølge eksperter er den trænet af det russiske forsvar

Denne nuttede hvidhval kan ifølge flere eksperter være trænet af det russiske forsvar til at udføre diverse opgaver. Da de norske marinbiologer fandt den, blev den befriet fra sit seletøj. Video: Jørgen Ree Wiig/Fiskeridirektoratet

Den norske fisker Joar Hesten gjorde store øjne, da han i sidste uge så en hvidhval iført seletøj med plads til montering af flere kameraer.

Det skriver CNN, der også beretter om den angiveligt endnu mere bizarre grund til, at hvalen var iført seletøj med påskriften 'Equipment St. Petersburg'.

Det amerikanske medie har nemlig spurgt flere eksperter, der mener, at hvalen er trænet af det russiske forsvar til at udføre forskellige opgaver.

- Hvalen virker legesyg, men vores fornemmelse er også, at den bad om hjælp til at komme ud af seletøjet, siger Jørgen Ree Wiig, der er marinbiolog ved det norske fiskeridirektorat, til CNN.

Han mener, at hvalen stammer fra russiske Murmansk og er blevet trænet af den russiske flåde, som ifølge Wiig tidligere har 'været kendt for at træne hvidhvaler til at udføre militære operationer', for eksempel at 'bevogte flådebaser, hjælpe dykkere eller finde mistet udstyr'.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvidhvalen var iført denne sele med påskriften 'Equipment St. Petersburg' på spændet. Foto: Jørgen Ree Wiig/Fiskeridirektoratet
Hvidhvalen var iført denne sele med påskriften 'Equipment St. Petersburg' på spændet. Foto: Jørgen Ree Wiig/Fiskeridirektoratet
 

Martin Biuw, der forsker i havpattedyr ved det norske Havforskningsinstituttet, bakker op om den teori:

- At den er trænet, er der ingen tvivl om.

- Det er tydeligt, at hvalen opsøger båden og er vant til at være nær både. Hvalen kommer frem med hovedet over vand og åbner munden, hvilket tyder på, at den forventer fisk som belønning, udtaler Martin Biuw, der også kan oplyse, at den slags træning ikke bruges af forskere i hverken Norge eller Grønland. Der spænder man nemlig ikke seler på hvalerne.

Biuw understreger dog, at enhver påstand om hvalens formål er ren spekulation.

- Men vi ved, at den russiske hær under den kolde krig trænede hvidhvaler til at opsnuse miner eller gamle torpedoer.

Så langt skal man dog ikke tilbage for at finde eksempler på russisk hvaltræning. Så sent som i 2017 trænede man nemlig både hvidhvaler, delfiner og sæler til militære opgaver ved instituttet for marinbiologi i Murmansk ifølge Siberian Times.

Russiske myndigheder har endnu ikke kommenteret fundet.

112 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere