Eksperter med ny teori: Er dette den rigtige årsag til at Titanic sank?

Ny forskning viser, at en alvorlig brand kan have skadet gigant-skibet Titanic før historiens mest berømte skibsforlis

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet havde hovedrollerne som det romantiske par Jack og Rose i storfilmen 'Titanic' fra 1997. (Foto: AP)
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet havde hovedrollerne som det romantiske par Jack og Rose i storfilmen 'Titanic' fra 1997. (Foto: AP)

Ca. 1500 mennesker mistede livet, da tidens største dampdrevne skib Titanic natten mellem den 14. og 15. april 1912 stødte ind i et isbjerg på sin tur fra Southhampton til New York. Skibsforliset gik over i historien som en af de største skibskatastrofer i fredstid, og der er da også lavet både tv-serier og film omkring skibets forfærdelige skæbne i det iskolde hav, hvor de overlevende kæmpede for at overleve, før de heldige blev hevet op i redningsbådene.

Den mest berømte Titanic-film er uden tvivl filminstruktøren James Camerons storfilm fra 1997 med selveste Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i rollerne som det romantiske par Jack og Rose, der på vej til New York møder kærligheden på det gigantiske skib.  Både gennem historiske kendsgerninger og filmens handling har man i mange år troet, at Titanic udelukkende sank, fordi skibet stødte sammen med et isbjerg i Atlanterhavet. Men nu hævder en ny dokumentarfilm med titlen 'Titanic: The New Evidence', at Titanic ikke kun sank på grund af et sammenstød med et isbjerg, men at skibet sank, fordi det netop stødte sammen med isbjerget et sted på skroget, hvor der i forbindelse med byggeriet af skibet tidligere havde været en stor brand.

Journalisten Senan Molony har studeret billeder af Titanic før dets afgang og opdagede her noget, der måske kan ændre historien markant omkring verdenshistoriens mest omtalte skibsforlis. Senan Molony opdagede nemlig på billeder fra før Titanic blev flyttet fra Belfast nogle store sorte mærker mere end ni meter lange i nærheden af det sted, hvor skibet senere blev ramt af det flydende isbjerg.

Titanic var i 1912 verdens største dampdrevne skib. Men det varede ikke længe. Titanic sank nemlig til havets bund på sin jomfru-rejse.(Foto: AP)
Titanic var i 1912 verdens største dampdrevne skib. Men det varede ikke længe. Titanic sank nemlig til havets bund på sin jomfru-rejse.(Foto: AP)

Titanic sank på grund af ild og is
Og ifølge Molony kan disse billeder tyde på, at der har været en stor brand på Titanic, som oven i købet kan have stået på i tre uger, uden at nogen egentlig lagde mærke til det.

- Vi er stadig i gang med at undersøge området, hvor skibet ramte isbjerget, og det ser ud til, at det var en tidligere skade på nøjagtigt det samme sted, siger Molony til The Times.

Og nu har flere eksperter oven i købet bekræftet, at disse mærker kunne tyde på, at der har været en brand på Titanic, der kan have været medvirkende til at svække skibet.

Og fra nu af er historien om Titanic måske ikke længere så enkel som: Stort skib rammer isbjerg og synker.

Det er måske endnu mere kompliceret og handler om en meget farlig blanding. Nemlig en kombination af ild og is - og decideret uagtsomhed.

I december måned sidste år kom det også frem, at kineserne nu er begyndt at bygge en nøjagtig kopi af det berømte skib - og det kan oven i købet også synke.

 

1 af 2 Titanic var i 1912 verdens største dampdrevne skib. Men det varede ikke længe. Titanic sank nemlig til havets bund på sin jomfru-rejse.(Foto: AP)
2 af 2 Leonardo DiCaprio og Kate Winslet havde hovedrollerne som det romantiske par Jack og Rose i storfilmen 'Titanic' fra 1997. (Foto: AP)
47 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere