Fuld kunde gav 7.000 i drikkepenge - men tjenerens glæde forsvandt hurtigt

En beruset kunde fortrød hurtigt sin gavmildhed

Drikkepengene endte med at være noget mindre til personalet end først forventet (Arkivfoto: Ole Steen)
Drikkepengene endte med at være noget mindre til personalet end først forventet (Arkivfoto: Ole Steen)

En tjener var lykkelig og kunne ikke tro sine egne øjne, da han så, hvor mange drikkepenge en kunde havde efterladt til ham, men det blev en kort fornøjelse.

Kunden fortrød nemlig, at han i fuldskab havde lagt 1.088 amerikanske dollars (svarende til 7.233 danske kroner, red.) i drikkepenge og bad om at få dem tilbage dagen efter.

Det skriver The Denver Post om episoden, der udspillede sig på restauranten Thailicious i byen Edgewater i Colorado, USA i weekenden.

'Han var så glad'
Til at starte med var indehaver af restauranten, Bee Anantatho meget stolt, da en af tjenerne kom og fortalte hende om de mange drikkepenge, der lå i den lille mappe til regninger, da han åbnede den.

- Jeg synes, at det her en stor ting, lød den umiddelbare reaktion fra Bee Anantatho, da tjeneren viste hende de mange sedler.

- Han var så glad, siger hun til avisen.

På grund af beløbets størrelse tænkte hun dog straks, at de ikke skulle glæde sig for tidligt. Derfor sagde hun til personalet, at de skulle gemme pengene, hvis nu kunden havde lagt dem der ved en fejl.

Undskyld jeg var fuld
Allerede dagen efter kom kunden tilbage - så snart, restauranten åbnede. Han forklarede, at han åbenbart havde fået for meget at drikke.

- Han sagde: 'Undskyld, jeg var fuld.' Han vidste ikke, at han havde lagt alle de penge, han havde, siger Bee Anantatho, der tror, at manden har forvekslet 100 dollar sedler med 1 dollar sedler.

Hun var ikke i tvivl om, at hun ville give kunden alle pengene tilbage, så det gjorde hun. Det fik ham til at give hende 100 dollars, hvoraf de 60 gik til at dække maden. Dermed gav han i stedet cirka 265 danske kroner i drikkepenge.

Skuffet personale
Bee Anantatho forklarer, at skuffelsen var til at få øje på hos personalet, der troede, at de kunne se frem til at dele de mange drikkepenge.

Hun mener dog, at det var det eneste rigtige at gøre.

- Jeg tror, at han kommer tilbage, siger hun.

Normalt giver man drikkepenge for god service, men et par blev i den grad hyldet, da de valgte at give drikkepenge for dårlig service. Se hvad de skrev til tjeneren her.

58 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere