Kræftsyg kvinde døde for fire år siden: Nu driller hun sin mand fra graven

- Hun ville have grint så meget, lyder det fra datteren

Foto: Antonia Nicol.
Foto: Antonia Nicol.

Phedre Fitton fra Sydafrika døde i 2013, efter hun fem år tidligere var blevet diagnosticeret med brystkræft. Men inden hun døde, nåede hun at bede sin mand 69-årige Nigel Fitton om en lille tjeneste.

Hun bad ham om at huske at vande de planter, der stod på deres badeværelse.

Det lovede han, og han har derfor holdt sit løfte i de seneste fire år.

Men nu viser det sig, at Phedre Fitton formentlig bad sin mand om den lille tjeneste i håb om, at det kunne give nogle gode grin. For da Nigel Fitton for nylig skulle flytte ind på et plejehjem, blev han gjort opmærksom på, at planterne var lavet af plastik - og derfor af gode grunde ikke behøvede at blive vandet.

Datteren Antonia Nicol, der selv bor i London, kunne efterfølgende ikke dy sig for at dele historien på Twitter, og opslaget er indtil videre blevet delt 40.000 gange og liket mere end 133.000 gange.

Ifølge datteren var Phedre Fitton en sjov mor, der havde en god form for humor.

- Det var først, da vi fløj over for at hjælpe ham med at flytte, at vi alle opdagede, at planterne var af plastik. Han sagde: 'Jeg undrede mig også over, at de stadig så så godt ud. Vi grinte virkelig over det, og det var dejligt at tænke på, at min mor stadig var her, siger Antonia Nicol til Huffington Post og fortsætter:

- Hun ville have grint så meget af at vide, at han rent faktisk har gjort det.

Antonia Nicol fortæller samtidig, at hendes far var i dyb sorg, da moren døde, og det at vande blomsterne gav ham noget at give sig til. Han troede derfor, at alt det overskydende vand på gulvet skyldtes, at toilettet var utæt.

- Det har inspireret andre til at fortælle om deres sorg over at have mistet nogle af deres kære. I triste tider har det været dejligt at tale om noget sødt, understreger Antonia Nicol over for Huffington Post.

24 kommentarer
Vis kommentarer