Otteårig pige tiggede om mere mobildata: Teleselskabets besked vil overraske de fleste

- Må jeg ikke nok få noget mere data?, skrev hun i beskeden. Så fik hun et svar, hun nok sent vil glemme

Foto: Privatbillede.
Foto: Privatbillede.

Otteårige Macie Bullen-Jones fra Storbritannien fik juleaften sin første mobiltelefon. Som hos de fleste børn, der får en spændende julegave, kunne det ikke gå hurtigt nok for den lille pige med at undersøge, hvad man bruge mobiltelefonen til.

Det betød, at hun på kort tid brugte al den data, der var inkluderet i abonnementet.

Hun modtog derfor en besked fra det britiske teleselskab O2, hvor der stod, at hun havde opbrugt al sin data. En besked, som er velkendt for de fleste voksne. Men Macie Bullen-Jones havde aldrig set sådan en besked, og hun svarede derfor tilbage - for at bede om mere data.

Foto: Privatbillede.
Foto: Privatbillede.
 

Da hendes mor Claire opdagede, at datteren havde sendt beskeden, gik det op for hende, at hun kunne udnytte situationen.

Hun kontaktede derfor teleselskabet for at spørge, om de kunne fortælle datteren, at hun først ville få sit internet tilbage, når hun var blevet bedre til at hjælpe med de huslige pligter.

Det skriver flere britiske medier, heriblandt Manchester Evening News.

Men O2 overraskede i sidste ende selv Claire Bullen-Jones.

De sendte nemlig et brev til Macie Bullen-Jones, hvor de fortalte, at hun skulle blive bedre til at hjælpe sin mor.

'Vi har fået din besked, men efter du er blevet så kendt, ville vi gerne skrive et brev til dig. Vi er ikke i stand til at forhøje din mobildata, for vores systemer fortæller os, at du ikke har hjulpet din mor med de huslige pligter. Derfor må du vente, til vi har set bedre resultater, stod der i beskeden.

Udover brevet sendte O2 også en goodiebag med en fidget spinner, en powerbank til at oplade mobiltelefonen, en yo-yo, slik og en flaske vand - alt andet sammen med O2-logoet på.

Foto: Privatbillede.
Foto: Privatbillede.
 

- De overgik sig selv og sendte hende en kasse med gaver sammen med brevet. Brevet var fantastisk, og det gjorde hendes dag virkelig god, fortæller Claire Bullen-Jones til Manchester Evening News.

Og brevet har endda medført, at Macie Bullen-Jones allerede er blevet bedre til at hjælpe sin mor.

- Hun kom hjem og gjorde rent på sit værelse og sagde ikke noget, når hun blev bedt om at hjælpe. O2-medarbejderen, der arrangerede det her, fortjener et klap på skulderen. Sikke en måde at gøre en otteårigs dag god. Det er en fantastisk service, og der er ikke mange virksomheder, der ville yde sådan en indsats, fortsætter hun.

- Vi kan godt lide at overraske vores kunder, og vi er glade for, at Macie og Claire nød vores gave, siger en talsperson fra O2 til Manchester Evening News.

87 kommentarer
Vis kommentarer