Læge Finn: Glem bare kemoen

Finn Skøtt Andersen har i mere end 30 år været cheflæge på Humlegaarden - et privathospital, der har specialiseret sig i at behandle kræftsygdomme med holistiske og naturmedicinske metoder. Stedet har udviklet sig til en million-forretning, og i 2008 omsatte man for over 10,6 millioner kroner.

Cheflægen anbefaler, at man straks begynder behandlingen på Humlegaarden. Det koster 3700 kroner i døgnet.

- Jeg vil foreslå dig, at du kommer herop og starter, indtil du skal opereres, siger han til Ekstra Bladets muldvarp, der udgiver sig for at være cancer-patient.

Finn Skøtt Andersen anbefaler også, at 'patienten' overvejer, om han vil følge kemo-behandlingen på Herlev Hospital.

- For der kan man i høj grad diskutere, hvorvidt en såkaldt forebyggende kemoterapi i høj dosis gør noget for dig.

- Det kan man i høj grad diskutere. Der der ikke meget evidens for nemlig.

- Der tror jeg, det er meget bedre for dig - alt afhængig af, om de får fjernet det hele - at fortsætte med mistelten, lavdosis metronomisk behandling i en periode under kontrol af din tumor-markør, siger Skøtt Andersen.

Læs i dagens udgave af Ekstra Bladet, hvad Finn Skøtt Andersen svarer, da vi senere kontakter ham som journalister for at høre, hvorfor han vil have patienterne til at droppe kemoen!

Sådan gjorde vi

* Der findes en hel del læger i Danmark, der bruger alternativ behandling i forbindelse med kræft. Ekstra Bladet ringede tilfældigt til tre af dem, der havde omtalt kræft på deres hjemmeside.

* Ekstra Bladets journalist ringede under eget navn til de tre læger og udgav sig for at være cancerpatient, som netop havde fået konstateret kræft i den nederste del af mavesækken.

* Mavekræft er en af de mest dødelige kræftsygdomme, og i Danmark er kun 16 procent i live fem år efter at have fået diagnosen.

* Ekstra Bladet spurgte de alternative læger, hvilken behandling de ville foreslå til at bekæmpe sygdommen.