Tirsdag d. 12. okt. 2010 - kl. 11:48
Filmtrailer: Ronal Barbaren - kan en vatpik redde verden?

Holdet bag 'Terkel i knibe' og Rejsen til Saturn er næste år tilbage med den episke fantasyfilm Ronal Barbaren.

Animationsfilmen følger den unge barbar Ronal, en ægte vatpik blandt muskuløse og olie-indsmurte barbarer. Skæbnen vil dog, at barbarernes overlevelse kommer til at hvile på Ronals spinkle skuldre, da ondskabens fyrste, Volcazar bortfører hver eneste levende barbar – på nær Ronal.

Derfor må Ronal begive sig ud på en farefuld rejse for at redde sine forsvundne landsbyfæller og stoppe Volcazars jagt på verdensherredømmet. Undervejs få han følgeskab af den buttede skjald, Alibert, den smukke, men dødsensfarlige skjoldmø, Zandra, og den metroseksuelle elver-vejviser, Elric.

I kampen mod ondskaben må gruppen overkomme utrolige strabadser i en verden befolket af højrøvede elvere, bimbo-amazoner og piercede orker i læderchaps og G-streng.

Komedien kommer i 3D og har stemmer af bl.a. Anders Juul, Preben Christensen, Lars Mikkelsen, Lars Bom, Sven-Ole Thorsen og Gitte Nielsen.

'Ronal Barbaren' har dansk premiere i biografer over hele landet til september 2011.